Hans de Herder
Jens Bruun Petersen fortæller
Min korrespondance begynder i 1985. Vi korresponderede på den måde, at jeg skrev på dansk , og han svarede på engelsk. Vi mødtes, da han i 1991 var i Kolding for at hente sin arv efter O Winther Laursen, og vi opdagede så, at vi talte godt tysk begge to. Så siden korresponderede vi på det sprog - dog ikke på udskriften på mine konvolutter - den blev holdt på engelsk!
I Kolding besigtiger vi stationen og kører derefter til Lunderskov for at se lidt på det. Da han er erfaren trafikmand ser han meget undersøgende på Lunderskovs dengang nye sporplan. Tilbage i Kolding spiser vi på Jernbanerestauranten (det fandtes dengang!!) og aftaler fremtidige aktiviteter. Jeg sørger de følgende år for at forsyne ham med relevante nye udgivelser, og jeg får også hans udgivelser. Hans besøger os et par gange i Ribe i 1990'erne. Billedet af ham ved Vejers Strand er fra et af disse besøg.
Vores korrespondance fortsætter til ca. 2015, hvor han flytter på plejehjem, og en del korrespondance går gennem hans svigersøn Leo Sanders. Senere kommer han på et plejehjem i Rotterdam, og den sidste korrespondance er fra julen 2016.