Jakob Freiesleben

Mindeord for Jakob Freiesleben
Af Henning Pedersen

Jakob Freiesleben døde natten til lørdag den 31/8-2013 efter længere tids sygdom.
Familien var hos ham til det sidste.

Jakob kendes nok bedst af de gamle medlemmer, ikke alene i vores klub, men i hele veteranbanebranchen.
Så for jer der ikke kendte Jakob så godt, vil jeg fortælle jer lidt om ham.
Jakob voksede op i Rungsted ikke så langt fra stationen, så da klubben flyttede ind i Rungsted remise omkring årsskiftet 1971-72 blev han ret hurtigt en af de mest aktive. Jakob var pa dette tidspunkt lige kommet i lære som maskinarbejder. Hvad han ikke lærte her, havde han allerede med hjemmefra, dels fra sin far, der var maskiningeniør, men så sandelig også fra sin mor, der var kemiker, og sikkert har været med til at give Jakob en nærmest alkymistisk-mystiks sans for materialeegenskaber. Desværre var Jakob allerede dengang meget plaget af migræne og måtte senere opgive lærepladsen.
På lige netop dette tidspunkt, da Jakob kom med, begyndte vi på klubbens hidtil største restaureringsprojekt, nemlig damplokomotivet OKMJ 14.
At både Jakob og Rungsted remise "faldt som appelsiner i klubbens turban" på dette tidspunkt, var utroligt heldigt. Nu havde vi både stedet, hvor vi kunne udføre opgaven og, ikke mindst, manden der var i stand til at lede det. Jakobs indsats på nr. 14 er velkendt. Han blev et forbillede for hele veteranbanebranchen med sin evne til at løse de selv de mest indviklede problemer. Jeg vil blot nævne en af Jakobs bedrifter i den forbindelse. Det stod at læse i en af Hans Gerner Christensens populære bøger, at den karakteristiske klanglyd, som nr. 14 og søstermaskinerne havde, var noget de skulle have.
Det var Jakob nu ikke enig i! Han opdagede under arbejdet med at opmåle undervognen en skæv drivtap på et af de bageste kobbelhjul. Afstanden fra tappens til hjulets centrum skal være det halve af cylinderens slaglængde. Det var den ikke. Vi anskaffede så et antal gode file og Jakob begyndte at flytte centrum af kobbeltappen ved først at file den mangekantet og derefter pudse den fin rund igen. Et kæmpe arbejde der medførte, at vi kunne tilpasse nr. 14s maskineri med meget små tolerancer og den derfor kunne køre rigtigt mange år uden at blive slidt og uden klanglyde!

Da nr. 14 kom ud at køre efter 7 års hårdt arbejde, blev den et af de mest velkørende og økonomiske lokomotiver den danske veteranbranche har haft. Uden Jakob var vi nok ikke nået så langt.
Da nr. 14's kedel siden skulle have en stor reparation på Aalborg Boilers, lavede Jakob en hel "drejebog", der beskrev hvordan reparationen skulle udføres efter i Danmark helt nye og uprøvede metoder.
Også når vi tillod os at holde fri, var Jakob en god kammerat og vanvittig spændende. Jeg vil lige nævne et par eksempler:
Vi var i remisen en onsdag aften; måske var det i firserne. Det skal lige siges, at dengang herskede der ikke den samme arbejdsdisciplin, som vi har i dag. En gruppe havde barrikaderet sig i det daværende bibliotek med husets eneste kasse øl og låst døren. De havde bare glemt en ting, Jakob var udenfor! Jakob tog resolut en kost og satte under dørhåndtaget, således at de ikke kunne komme ud igen. Han hentede sin gamle knallert. Vi satte den ene ende af en slange til udstødningsrøret og den anden til nøglehullet på bibliotekets dør. Knallerten blev startet og hostende og harkende åbnede de indespærrede vinduet og måtte siden overgive sig.
Jakob var tit med, nar vi tog på ture rundt om i landet og også her kunne hans grænseløse humor, uanset konsekvenser, komme til udtryk. På den legendariske Mariager tur med skinnebussen SM 13 skulle nogen af os ud at køre på skinnecykel. Vi var 6 mand, der tog af sted på en stor 4-hjulet model. Op ad bakken gennem Lunddalen måtte vi skiftes til at cykle og en til to mand måtte ned i ballasten for at skubbe bag på det tunge køretøj. Mørket var faldet på og kun månens blege skær gav en smule lys i den tætte skov. Vi vidste, at 3 mand var kørt af sted før os, og nu udspandt der sig en længerevarende filosofisk diskussion mellem Jakob og Bjarne Ussing. Vi havde en lommelygte med. Bjarne mente, at hvis vi hørte at den anden skinnecykel komme imod os ned ad bakken, sikkert for fuld fart, skulle vi tænde lygten i tide, således at de var advaret. Jakob derimod forsvarede insisterende sit synspunkt, at lygten først måtte tændes når de var 5m fra os! Jeg behøver vel næsten ikke at nævne det, men selvfølgelig vandt Jakob diskussionen!! Vi havde yderligere den fordel at den anden skinnecykel pev fra et leje. Vi kunne således høre hvor de var, da de kom imod os med stor fart, medens de ikke havde nogen anelse om vores ekspedition. Nå men lygten tændes kort før sammenstødet. Virkningen var katastrofal voldsom! Gnisterne fra den nedadrullende skinnecykels bremse lyste op i det par sekunder, det varede. Det var som om nogen stod og sleb på slibesten i den mørke nat. Heldigvis kom "kun" Stig Mathiesen til skade ved sammenstødet. Han reddede sig en forstuvet fod. Erik Cletus forbarmede sig over ham og kørte "ambulance-skinnecykel" tilbage til Mariager.
Vi andre fortsatte helt til Handest. For at bevise vi havde været der, medtog vi stationsbænken. Bænkens ben blev understøttet af en gammel fyldningsdør, som blev anbragt direkte ovenpå skinnecyklens jernramme. Turen hjem foregik non-stop efter følgende princip: En mand cykler, fem mand på bænken og en mand skubber. Når de udøvende blev trætte, blev de afløst af dem der sad på bænken, selvfølgelig i farten. Desværre gik bænkens bagben igennem dørens fyldninger. Det bevirkede at de pågældende ben ikke gik fri af markovergangene, hvor gruset lå i højde med skinnehovedet. Derfor måtte 1. mand på bænken holde udkik og råbe "markovergang", hvorefter alle fem mand på bænken måtte rejse sig og hive bænken op ved ryglænet til vandret sæde højde.
Ja. Det var en lang historie, men den beskriver meget godt Jakobs genialitet og fandenivoldskhed.

Jakob var i en periode medlem af jernbaneklubbens bestyrelse. Det var i den periode, hvor driftige medlemmer udviklede klubbens særtogsaktiviteter drastisk og den lille lokale Helsingør Jernbaneklubs aktiviteter spredte sig til hele Sjælland.
Jakob gik meget ind for samarbejde imellem alle landets jernbaneklubber og hjalp både D-maskinegruppen, Østsjællandske og den nystartede Dalmose-Skælskør med deres respektive damplokomotivproblemer. Jakob hjalp også med til at forlænge den tid, hvor DSB-Museumstogs lokomotiver R963 og E991 var i drift, ved hjælp af utraditionelle reparationsmetoder.
Jakob var en stor støtte i forbindelse med anskaffelsen af "Svenskeren" S2 1307 i foråret 1989. Efter alt papirarbejdet og trykprøve m.m. var overstået, var det tid til en prøvetur på "Skanska Järnvägars" snoede og kuperede hjemmebane.
Da vi kom tilbage til Brösarp banegård efter en veloverstået testkørsel stod Tomas parat i næsten korrekt "Stins" uniform (dog med korte bukser). I den ene arm havde han "spaden" (det svenske "spejlæg"). I den anden havde han en bakke med fyldte vinglas. Således fejrede vi begivenheden. Derefter fik Jakob den udsøgte ide at ringe hjem til Danmark og dele vores begejstring med formanden eller et af de andre bestyrelsesmedlemmer. Der var en telefon i karnappen pa Brösarp stationsbygning. Den kunne betjenes fra perronen gennem et åbent vindue. Unge læsere må lige forstå, at dengang var mobiltelefoner ikke hver mands eje. Christer Nilsson bakkede 1307 ud mod stationsgrænsen og holdt parat. Hverken formand eller nogen af de andre fra bestyrelsen var at træffe, men vi fik fat i Mikkel Posselt. Da Jakob havde sikret sig kontakt med Mikkel, gav han tegn til Christer, der satte 1307 i gang og buldrede igennem stationsområdet. Jakob drejede blot telefonrøret i retning mod det prustende bæst og smed røret på så snart at lokomotivet havde passeret. Sådan skulle det gøres.
I de senere år så vi desværre ikke set så meget til Jakob på grund af Jakobs til tider tumultagtige livsførelse og tiltagende sygdomsproblemer. Det tog de fleste af Jakobs kræfter og det meste af hans tid.

Æret være Jakobs minde. Henning Pedersen