Lars Kragh

Mindeord for Lars Kragh
Af Erik Cletus Petersen, den 19. februar 2020.

Det var med vemod, at vi lige efter nytår 2020 modtog meddelelsen om, at Lars Kragh var død, selvom vi de sidste 3 måneder godt var klar over, at timeglasset var ved at rinde ud. 
Det var 2.juledag 1970 familien var ude at gå tur og kom forbi Gentofte station. På et sidespor stod nogle gamle personvogne og en ung mand på min alder gik og rodede med noget under en af vognene. Vi kom hurtigt i snak med hinanden. Den unge mand var naturligvis Lars. Han fortalte, at han lige var startet i jernbaneklubben og at det var mægtig skægt og inden jeg gik derfra, havde jeg både et Bumletog og en indmeldelsesblanket i hånden.
Sidst i 70'erne begyndte Lars, Jørn Wittrup og jeg at ses privat, og i sommeren 1983 rejste vi sammen på ferie til DDR og Tjekkoslovakiet. Vi havde nogle meget fornøjelige dage i Harzen. Da vi i stegende hede ankom til Hotel Zur Poste i Wernigerode, var receptionen og restauranten ét og samme lokale og mens vi ventede på vores nøgle til værelset, bestilte vi 3 store fadøl. Mutter kom imidlertid med 6 store fadøl: "Jeg tænker nok, at I kan drikke dem". Næste dag skulle vi ud at køre med damptog på Harzqueerbahn, hvor Lars på turen lærte en fyrbøder at kende. Vi har senere besøgt ham flere gange og han har vist os rundt på værkstederne i Wernigerode. Da Lars blev 50 år, var gaven fra klubmedlemmerne en uges ophold i Wernigerode inklusiv et lokomotivførerkursus på damplokomotiverne, hvor Lars flere gange fik lov at køre de store BR 99-lokomotiver op på Brocken og ned igen. Fra Harzen tog vi ned til en lille landstation i det sydlige DDR, hvor Jørn havde fået oplyst navnet på en stationsbestyrer, der boede på stationen. Hende har vi også gentagne gange besøgt og har haft nogle meget fornøjelige dage med ligesom hun har været i Danmark flere gange og boet privat hos os.
Ferien fortsatte til Tjekkoslovakiet, hvor vi havde booket værelse på et lille hotel i bjergene op mod den polske grænse. Da vi kom til hotellet, kiggede vi ind i baren, hvor bartenderen var ved at gøre klar til aftenens gæster. Baren var lukket, men da bartenderen hørte at vi kom fra Danmark, spurgte han lidt forsigtigt, om vi var interesserede i at veksle nogle penge – sort naturligvis. Vi gav ham en dansk 100 kr. seddel og fik 300 tjekkiske korun tilbage. Efter middagen, kiggede vi ind i baren igen, hvor der var helt fyldt op. Heldigvis havde bartenderen reserveret et bord til os. Det varede ikke længe før der sad 6-8 af de lokale på vores alder og snakkede med os. Vi flottede os og bød dem på gratis drinks. Klokken 24 lukkede baren og vi skulle betale for alt hvad vores nye venner havde fået at drikke ved bordet. Det løb op i 620 korun, men vi havde kun de 300, som vi havde tvangsvekslet ved grænsen, og de 300 fra bartenderen. Lars trak resolut en dansk 100 kr. seddel op og smed den på bordet for øjnene af alle "vennerne". Bartenderen så lidt usikker ud og fremstammede: "Øh Geldwechseln"? "No, no, keep the change" sagde Lars med et stort smil. Men det havde også været en rigtig god aften.
Det var ligesom startskuddet. Senere kom også Peter Roland med i den lille gruppe og det er blevet til mange gode ferier og hyggeaftener sammen, også med de ægtefæller, som vi efterfølgende fik.
Lars var ligesom os andre fascineret af dampen og blev ret hurtigt fyrbøder. Jeg var aspirant og vi havde mange gode ture sammen om sommeren på Hornbækbanen. Den 15.12.2001 var Lars så endelig til lokomotivførerprøve på damplokomotivet. Han bestod – det var en stor dag for Lars. Året efter begyndte Lars, Peter, Jørn og jeg så at tage en fællestur på damperen en sommer søndag på Hornbækbanen. Det varede ikke længe, før man begyndte at kalde os for "The Old Boys".

Parallelt med dampen var Lars også meget aktiv i vores skinnebusgruppe og det er helt klart Lars' fortjeneste, at LNJ Sm 13 blev så flot som den gjorde og kom ud at køre igen. Det var derfor oplagt, at det var Lars der i den nye organisation blev ansvarlig for skinnebusserne.
På den administrative side gjorde Lars en stor indsats med at holde Intranettet opdateret, udsende mails til samtlige klubmedlemmer, sælge juletogsbilletter og deltage i Trafikafdelingens møder. Lars havde også kontakten til et låsefirma og skaffede nøgler og låse samt vedligeholdt disse.
Som årene gik, begyndte det hårde arbejde med at klargøre og efterse et damplokomotiv hver gang det skulle ud at køre, at være for meget for Lars, der også havde gennemgået flere rygoperationer. Han så i dieselafdelingen en mulighed for at kunne fortsætte med at køre tog og begyndte at køre til indøvelse på GDS L 1. Lars havde mange års erfaring i at køre damp, hvilket tydelig kunne mærkes på hans kørsel med L 1. Han blev derfor indstillet til lokomotivførerprøve pinselørdag 2019, hvilket han glædede sig til, men få dage før pinse, blev prøven aflyst. Lars søgte så til gengæld trøst i Gedser, hvor de søde og rare mennesker dernede bød Lars hjertelig velkommen. I løbet af sommeren 2019 tilbragte Lars og jeg flere pragtfulde weekender i godt selskab med at køre skinnebus mellem Gedser og Nykøbing F.
Lars havde i sommeren 2018 fået konstateret cancer i tyktarmen og efter en større operation så det ud til at det var fjernet. Lars og hans kone Ooy var i august 2019 med på NoJK's sommertur op gennem Sverige og ud til Trondheim i Norge. Der var ikke noget at mærke på Lars, ud over at han skulle lidt oftere på toilettet end os andre. I september var der Veterantog for Børn arrangement i Græsted, hvor jeg havde fornøjelsen at have Lars med som lokomotivføreraspirant – uden at vide, at det blev Lars' sidste tur med veterantoget. Kort tid efter blev Lars indlagt på Herlev hospital.
Ved siden af jernbaneklubben var Lars også meget aktiv indenfor hjemmeværnet. Lars har et par gange arrangeret første hjælpekurser på Sorgenfri slot.
Fra den mere private side, har jeg spurgt Ooy (Lars' kone), Inger (Lars' tidligere kone) samt sønnen Frederik, som er dem der kender Lars bedst, om de gerne vil tilføje nogle ord:
Man kunne altid stole på Lars, og han var meget trofast og hjælpsom overfor sine venner, og dem havde han mange af, som man kunne se i kirken til bisættelsen, hvor 180 personer kom for at sige farvel til ham.
Der var venskaber tilbage til ungdomsårene og endda helt tilbage til barndommen, men Lars tog alligevel altid imod nye venskaber med åbne arme. Han var nemlig en meget rummelig og selskabelig person, som elskede at have mange folk omkring sig. Da Lars mødte Ooy, trådte han inde i en helt anden kultur, som på mange måder fascinerede ham. Mange venskaber blev knyttet med rod i den thailandske kultur, og Thailand blev hans og Ooys faste opholdssted et par gange om året. Ooy og Lars havde et rigt og godt liv sammen i 12 år, og Ooy tog sig trofast og kærligt af Lars, da han havde allermest brug for det.
Lars var en kærlig og god far, som ønskede det allerbedste for sin søn Frederik. Lars og Frederik havde mange gode stunder sammen på ture med veterantoget og i Græsted til forskellige arrangementer. For nogle år siden havde de en mandetur til Berlin, hvor de bl.a. så alle mindesmærkerne fra 2. verdenskrig. 
Frederik vidste, at han altid kunne gå til Lars, hvis han havde brug for hjælp. Fader, som Frederik kærligt kaldte sin far, var en klippe i hans liv.
Når Lars gik ind for noget – både arbejde og hobby, så gjorde han det helhjertet og helmede ikke, før opgaven var løst. Han kunne sidde adskillige timer foran computeren til langt ud på natten for at lægge sidste hånd på en sag eller løse et computerproblem.
I virkeligheden var 24 timer nok for få timer på et døgn, når man som Lars gerne ville være aktiv på mange forskellige fronter, som f.eks. i hans andet hjem i Nordsjællands Jernbaneklub og i Hjemmeværnet, hvor han havde været aktivt medlem, siden han 17 år. Desuden var han ikke bleg for at tage en tjans eller to i bestyrelsen i boligforeningen, hvor han boede.
Lars forventede meget af sig selv, men også af andre. Han var selv meget ærlig og redelig, og han kunne tage det meget nært, hvis hans venner svigtede ham eller ikke levede op til hans forventninger til dem.
Lars havde også sin helt egen mening om tingene, og det kunne komme til drabelige diskussioner, hvor Lars prøvede at overbevise modparten om rigtigheden i sine synspunkter, men bagefter var man lige gode venner.
Lars er savnet af mange.

Æret være Lars Kraghs minde.