Svend Jørgensen
Nekrolog fra Helsingør Jernbaneklubs medlemsblad Bumletoget.
For nylig mistede vi igen et medlem for altid. Svend "Fut" Jørgensen, et i vort regi gamle medlemmer, er ikke mere iblandt os.
For mange år siden - længe før de fleste af os bare tænkte på veterantog - var Svend allerede i gang med ideer og tanker om bevarelse af damptog og gamle jernbanevogne. Svend blev derfor kendt i vide kredse for sin idealisme og kampånd, der i starten også var nødvendig for at få etableret noget fra grunden af.
DJK, HgJK og andre jernbaneklubber har kendt Svend Fut for alt, hvad han nu stod for af gode ideer, kampånd, idealisme og en ubehændig trang til i skriftlig form at hudflette de der ikke var enige, for derefter når det havde været for "slemt", også at sige undskyld.
Vi har mistet et medlem, der på gode dage kunne fortælle om mange spændende og sjove oplevelser på de store baner, og vi har mistet en af vore lokomotivførere.
Uden Svends indsats for veterantogene stod Helsingør Jernbaneklub ikke i dag, hvor vi står nu.
Svend var barnefødt i Faarborg og blev hurtigt fascineret af aktiviteten på Faarborgs store station, med 3 hovedstrækninger og lokalt maskindepot og værksted. Svend ville være lokomotivfører og gik derfor i smedelære. Samtidig ville Svend dokumentere en verden, der var ved at forsvinde, det fantastiske damp-miljø, ved at tage mange billeder, så vi må antage, at Svend har brugt de fleste af lønkronerne på film og billeder. De sidste år var Svend tilknyttet maskindepotet i Helsingør.
Svend døde i sommeren 1991, kun 59 år gammel. Svend efterlader sig kone og 3 børn.